SIG DIN MENING!


Første indlæg på Døvebladets blog

I tror måske det er løgn, men når man er redaktør for et månedsmagasin som Døvebladet er, skal man faktisk være vældigt langt fremme i skoene. Allerede nu er jeg ved at lægge sidste hånd på Jeres Juni-nummer. Ja Juni, også selv om Maj-nummeret ikke engang er endt i Jeres knugede hænder. Men sådan er det at være redaktør for et blad. Det er et kapløb med tiden.

Jeg har stresset og jeg har revet et par hår ud af hovedet, når noget ikke er gået efter mit hoved, eller jeg ikke har fået svar på noget eller fået skældud for at have været for sent ude med forespørgsler. Men det er rigtig pragtfuldt de her dage, hvor jeg storsmilende kan se, at den ene artikel efter den anden klapper som den skal, og hele puslespillet er ved at gå op. Og endda på en måde, så jeg er ved at føle, at jeg godt kan være det her blad bekendt. Nu har jeg heller ikke prøvet det særlig mange gange, da jeg lige er begyndt her på DDL.

Jeg er nemlig barselsvikar for Nana Toft, der går rundt derhjemme og pusler om sin nye baby. Så alting er splinternyt for mig – også at blogge fra redaktørstolen. Vi går endnu lidt stille med dørene med bloggen, fordi der nok ikke er så mange, der har fået øjnene op for, at der er ved at komme gang i deaf.dks nye charmeoffensiv. Men hæng i og kommenter endelig. Det er nemlig langtfra sidste gang I hører herfra.

2 svar til “Første indlæg på Døvebladets blog”

  1. Elisa Klejs siger:

    Glæder mig til at følge med på bloggen. Det gælder (forhåbentlig) også andre fra DDL som gerne vil blogge her på siden.

  2. admin siger:

    Dejligt med en kommentar!

    Det er vores planer at udbygge bloggen, sådan, at det ikke kun er Døvebladet der blogger, men også andre fra DDL.

    Så kik du endelig jævnligt ind :-)

Skriv en kommentar



Danske Døves Landsforbund
Snaregade 12, 1. sal
1205 København K
Telefon: 35 24 09 10
Teksttelefon: 35 24 09 15
Fax: 35 24 09 20
E-mail: ddl@deaf.dk
SIG DIN MENING! er stolt af at køre WordPress
Indlæg (RSS) og Kommentarer (RSS).