Næste tema i Døvebladet handler om voksne døve og CI. Indtil har fokus mest været på børn og CI. Men på landsplan er der faktisk 600-700 voksne, der har fået en CI operation, og for børnenes vedkommende er det kun op til 400, oplyser ledende kirurg på Odense Universitetshospital, der er et af de tre steder i Danmark, hvor voksne bliver opereret.
De fleste af de personer, der får en CI, er døvblevne, voksne, der i en sen alder har mistet hørelsen. Men et stadig stigende antal døve vælger at lægge sig ind under kniven for at opnå hørelse. Man kan ikke kategorisere dem alle som døve som sådan, men her taler vi om alle fra hørehæmmede, svært hørehæmmede og så døve. Fælles for dem er, at de bruger tegnsprog. Vi fokuserer på, hvad der er for nogle tanker, man som CI patient får lige før, under og efter en CI operation.
Vi møder en af de første døve tegnsprogsbrugere, der fik en CI, og som lige har fået nummer to. Hun er meget glad for sine implantater, som hun bruger aktivt i sit arbejde i et hørende miljø. Solstrålehistorierne er der. Og dem markedsfører vi gerne.
Derudover har DDL en erfa-gruppe for tegnsprogede CI brugere, folk der overvejer en CI eller bare er nysgerrige. Gruppen holder møde ind i mellem, og Døvebladet har været med til et møde. Meget interessant.
Så er der et andet, meget interessant dilemma, som jeg gerne vil diskutere med jer. Jeg er selv døv, så jeg er naturligvis ikke 110% objektiv – nedenstående er hvad jeg spørger om, og jeg forventer ikke fuld enighed, men vil meget gerne have alle vinkler på bordet:
I mange, mange år har mange såkaldte eksperter, audiolopæd’er, pædagogisk personale osv. mere eller mindre tudet døve ørerne fulde: Det bedste er at komme til at høre. Prøv at tale. Så kan du bedre passe ind i normalsamfundet. Skolerne har altid fokuseret meget på tale. Og høreapparater. Mange døve har strittet imod. Hvorfor ikke acceptere os, som vi er? Vi fungerer fremragende med tegnsprog. Vores manglende hørelse er ingen sorg, som mange hørende og hørehæmmede mener, det er.
CI er af samme grund blandt mange døve blevet opfattet som noget fremmed og truende. Som et forsøg på at fikse noget. Det er lægernes skyld, de prøver at manipulere med os, er der blevet sagt.
Nu er der så flere og flere døve, der står frem og siger: Okay jeg vil gerne høre, kan jeg få en CI? Nu siger de, at det virker på børn; de bliver hørende. De nye hørende. Håbet vokser. Hvis de siger, det virker, så hvorfor skulle det ikke også virke på mig? Jeg gør gerne en indsats for at komme til at høre. Og så er tilbagemeldingen: Desværre.
Det er sandheden, som flere døve løber panden ind i nu. De audiologiske afdelinger anbefaler ikke CI som nogen løsning til døvfødte. Det vil ikke komme til at virke godt nok, peger alle erfaringer på, fortæller føromnævnte kirurg fra Odense Universitetshospital. Døve har fået afslag, og nogle har kæmpet en indædt kamp.
Er det rigtigt nok spild af samfundets ressourcer at operere voksne døve, når de sikkert ikke får så meget ud af det? Eller har de også ret til at få en chance? Hvem vurderer, hvad der er en succes, og hvad er ikke? Er døves skuffede forventninger et resultat af samfundets ekstreme fokus på, at hørelse er det eneste rigtige?
Ordet er frit…
