Der har hersket nogen forvirring om hvad forskellen mellem blogs og læserbreve/debatter er. I disse dage har jeg fået flere læserbreve fra forskellige personer, der omhandler debatten omkring Center for Døves fremtid. Disse læserbreve vil jeg i så bred et omfang som det er muligt indsætte i Døvebladet.
Men det næste nummer af Døvebladet udkommer først til august. Det må I huske. Og det er nu at debatemnet er varmt. Derfor har DDLs hovedbestyrelse fået sat gang i bloggeriet. Det betyder, at alle de, der har en mening og som har lyst til at være med i debatten, kan debattere allerede nu.
Center for Døve debatten
Bestyrelsen har lagt op til at der skal gang i en debat om hvordan Center for Døves fremtid skal se ud. Hvordan debatterer man så?
Her vil jeg gerne anbefale alle Jer, der vil give Jeres besyv med i debatten, om at kommentere på de blogindlæg der kommer fra HB (Hovedbestyrelsen) Senest indlægget fra Asger. Og der vil komme flere indlæg.
De forskellige medlemmer fra bestyrelsen vil gerne være med til at debattere med Jer medlemmer, og de læser med garanti alle de kommentarer, der dukker op.
Derfor vil jeg gerne opfordre Jer til at kommentere og debattere på bloggen. Intet indlæg er for stort eller småt!
Hvordan bruger man en blog?
For at komme noget af forvirringen til livs, handler dette blogindlæg især om hvordan man bruger en blog, og hvad forskellen mellem en blog og et debatindlæg er.
En blog er et hurtigt medie, der kan opdateres hele tiden. Blogs er interaktive, der er bedre kontakt mellem afsender og modtager end i f.eks. læserbreve. Blogs kan skabe gode og spændende debatter, og der er feedback med det samme. Internettet har aldrig lukket eller deadlines man skal overholde. Man behøver ikke skrive lange, formelle kommentar-indlæg, men man kan også gøre det, hvis det er det, man har lyst til.
Mange ting ved blogs minder om debatfora, som I kender dem, blandt andet fra DDL. Her er det blot med den forskel, at det er bloggeren, der skriver blogindlæggene (som næsten er at sammenligne med debatindlæggene) Læserne kan så svare på det pågældende blogindlæg ved at kommentere bloggen, eller ved at skrive et indlæg på deres egen blog, hvis de har af sådan en.
Blogs kan linke til artikler, indlæg, andre blogs, filmklip og meget andet på Nettet.
Bare fordi at blogs er hurtige, er det ikke lig med at de er useriøse. Blogs er ikke lige så formelle som læserbreve er, men blogs har et stort potentiale for den demokratiske debat. Meget tyder på at blogs er en af fremtidens store kommunikationsformer.
Du kan læse mere om blogs – skrevet af vores kommunikationsansvarlige Louise Theil:
Hvad er en blog?
Hvorfor har vi blogs?
Hvem blogger?
Retningslinjer?
Vil du se hvordan andre blogs ser ud? Så prøv at kigge ind på Blogbot – som er en oversigt over danske blogs. Her kan du finde personlige, politiske, organisatoriske, nyheds og underholdningsblogs. Klik dig frem – du lærer meget alene ved at kigge.
Læserbreve og debatindlæg
Et læserbrev/debatindlæg er en mere langsom og klassisk kommunikationsform. Læserbreve og debatindlæg bliver typisk publiceret i trykte medier (aviser, tidsskrifter, magasiner) som har en længere produktionstid, flere deadlines mm. Det betyder, at debatten foregår over en længere tidsperiode, og der kan ikke deltage så mange.
Døvebladet tager hellere end gerne imod læserbreve/debatindlæg, ligesom DDL vil sørge for at have et svar klar i bladet. De medlemmer hos DDL, der ikke er på Nettet, kan følge med i debatten via. Døvebladet – det er bare med nogen tids forsinkelse.
Du kan få dit debatindlæg med i Døvebladet til august – deadline den 9. juli. Her må jeg bede dig om at max. sende 300 ord af pladshensyn. Du kan sende det via mail til mig på mb@deaf.dk.
Den/de person/er du har henvendt dig til i dit debatindlæg, vil svare på debatindlægget, såfremt det publiceres i Døvebladet. Det er dog ikke altid, jeg kan love, at dit indlæg kommer i. Det er af pladshensyn. Døvebladet har kun har 48 sider, hvor der også skal være plads til artikler, annoncer, andre informationer og fast stof. Jeg citerer her fra information om læserbreve: Fra tid til anden kan det ske at der enten ikke er plads til hele indlægget, eller at vi bliver nødt til at sige nej til enkelte indlæg fordi andet stof, eller andre læserbreve, prioriteres højere.
Hvis du vil være sikker på at dit debatindlæg er med i debatten, har du mulighed for at få dit debatindlæg publiceret her på DDLs hjemmeside i dets fulde længde. Her er der plads til alle de læserbreve der end måtte komme. Dog er der retningslinjer, du skal følge. Du kan læse mere om retningslinjerne for læserbreve og debatindlæg her.
Og hvordan du svarer på dette her blogindlæg? Du trykker på comments her nedenfor. Jeg håber, der kommer liv i debatten.