Jeg går stadig og tænker meget over hvordan det næste tema om døve og arbejdsmarkedet skal gribes an. Der er en million spændende vinkler og historier, der ikke er blevet skrevet om før og så videre. I dag havde jeg en lille snak med Asger Bergmann, landsformand, om det med døve på arbejdspladser.
Her talte vi om nogle ting, som satte lidt gang i tankerne for mit vedkommende. Vi talte om de kulturkonflikter man ser på arbejdspladser, hvor der er døve og hørende ansatte. Hvorfor der er så få døve topledere. Og det synes at være lidt af et tabuemne i døveverdenen!
Vi har begge igen og igen set, at det tit er sådan, at de døve medarbejdere føler, de støder panden mod en lodret mur. At de ikke bliver hørt. At deres argumenter og forslag fejes af. Det er specielt slemt på bestemte arbejdspladser. Men ingen af de døve medarbejdere står offentligt frem med det, fordi de er bange for at miste deres jobs.
I forbindelse med kultur/kommunikationskonflikterne talte Asger og jeg om, at det måske kunne hænge sammen med, at der er forskel på døves og hørendes kultur. Hvordan man formulerer sig og hvordan man argumenterer.
Mange døve medarbejdere er måske ikke nok bevidste omkring, at deres budskaber skal kunne opfattes på den rigtige måde af kollegerne. Og måske er der her et eller andet, der opfattes forkert. Og således kommer budskaberne ikke gennem. Så man bliver simpelthen nødt til at være bevidst omkring hvad man vil kommunikere ud og hvor man vil hen med det. Til at tænke på, at der måske er forskel på tegnsprog og dansk. Og hvordan man lægger op til en diskussion, hvad man gerne vil have svar på, og hvilke problemer man gerne vil have løst - på en konstruktiv måde.
En anden interessant ting vi talte om, var ledelse og døveverdenen. Der er vitterligt ikke mange døve ledere i døveverdenen. Man råber efter flere ledere i døveverdenen, men det viser sig ofte, at døve enten ikke besidder de rigtige kompetencer, eller også har de ikke lyst til at være ledere.
Mange døve mener, at det ville løse en hel del på kommunikationsområdet, hvis lederen bare var døv. Det er helt sikkert meget sandsynligt, idet en god leder kan sætte standarden for den gode tone.
Men stadigvæk, hvis der ikke er ret mange døve, der har lyst til at være ledere, så hjælper det ikke ret meget at klage over, at døve ikke bestemmer.
Og her er det jo også vigtigt at huske, at for at være leder, for at have en nøglestilling eller så bare for at få et bestemt arbejde, så skal man som regel have den rette uddannelse og de rette kvalifikationer. Her er der også mangel på døve med de rigtige faglige kvalifikationer.
Jeg talte også ganske kort på msn med en veninde, der læste et fag på sociologi, noget med kvinder og køn, jeg kan ikke helt huske det - men hun sagde noget ganske interessant; at det var sværere for kvinder at blive ledere, fordi hele ledelsesstrukturen var tilpasset mændene.
Mon ikke tanken kunne overføres til døveverdenen?
Der er mange ting, der kunne tages op. Helt sikkert. Og hvis der er nogen, der har noget at tilføje diskussionen, så er den hermed åben.
