SIG DIN MENING!

Vi i informations-teamet hos DDL får jævnligt henvendelser fra journalister, der vil skrive om forskellige ting omkring døve. I løbet af de senere år har fokus meget været omkring CI. En mediefokus, som desværre ikke altid har været til nogens fordel.

To journaliststuderende fra Syddansk Universitet har lige afleveret en eksamensopgave:

Konflikt i døveverdenen

Teknologi, der kan gøre de døve hørende, har trukket fronterne op mellem de døve og de hørende.

Se TV-indslaget her.

De har lavet et kortere TV-indslag, hvor de har vinklet en “sprængfarlig” historie, der handler om at der er kold front mellem døve forældre med døve børn og hørende forældre, der har valgt at give deres døve børn et “hørende” liv via. CI.

Sådan kan man se på indslaget. Som en konflikt mellem en døv far, der vil have, at hans døve børn får samme betingelser som ham. Og en hørende mor, der vil have, at hendes CI-opererede-tidligere-døve-søn får samme betingelser som hende.

Det er en konflikt, der er smertelig, og begge parter er dybt berørte af sagen. Journalister arbejder som sagt sådan, at de skal have markeret to parters meget forskellige syn på en sag. Og det har de gjort her.

Som partskilde er DDL så blevet interviewet. Som en organisation, der støtter op om tegnsprog. De to journaliststuderende forsøgte også at få fat i Gentofte Hospital, som repræsenterer den modsatte part; dem, der mener, at CI børn ikke skal have tegnsprog. Her blev vi oplyst om, at Gentofte Hospital ikke ønskede at medvirke, så længe døve var med. Jeg gentager: Så længe døve var med?

Hvordan kan et hospital, der har specialiseret sig i at operere døve børn, sådan nægte at have noget med en anerkendt organisation for døve at gøre? Det er svært at forstå. Men grunden er sandsynligvis, at Gentofte Hospital, ligesom så mange andre, har store vanskeligheder omkring at skelne mellem Danske Døves Landsforbunds politiske arbejde og enkeltpersoners holdninger.

Der har været døve, der i løbet af de senere år har markeret sig stærkt i den yderst følsomme debat omkring CI. Problemet er, at man meget nemt og fejlagtigt kan komme til at tro, at enkeltpersoners holdninger er udtryk for landsforbundets holdninger.

Det er utrolig vigtigt for Danske Døves Landsforbund at markere, at enkeltpersoners holdninger ikke er lig med landsforbundets.

DDL er en åben organisation, der ønsker at samarbejde, til alles bedste. DDL anerkender teknologien og dens muligheder. Men DDL ønsker at have sat fokus på vigtigheden af tegnsprog for døve - med og uden CI. Man kan ikke ignorere at børn med CI stadig ikke er hørende. Man kan ikke bare afskrive dialog med Danske Døves Landsforbund. DDL ønsker en saglig debat og retten til frie valgmuligheder for forældrene og de bedste løsninger for alle.

Som Asger Bergmann, formand for Danske Døves Landsforbund siger :

At Gentofte kun vil medvirke, hvis der ikke er døve med i indslaget er aldeles uhørt! Det svarer til, at regeringen kun vil medvirke i et interview, hvis oppositionen ikke er med.

Tomas Kolds udtalelse må stå for hans egen regning. Vi forstår godt, at Tomas er både vred og frustreret, men det er vigtigt at understrege, at han taler på sin egen vegne. DDL tager skarpt afstand fra den usmagelige sammenligning med Hitlers udryddelse af jøderne.

DDL er ved at lægge sidste hånd på et notat, der kommer med klare udmeldinger om DDL’s holdning til C.I. Notatet vil blive offentliggjort på hjemmesiden og kan blive et diskussionspapir på det kommende landsmøde i april.

På en runde gennem mine favoritlinks faldt jeg over Fredericiaskolens blog - hvor institiutionsleder Svend Erik Hansen har skrevet et par interessante og tankevækkende indlæg gennem tiderne. Dette her indlæg - Jeg har aldrig set noget lignende - var meget interessant.

Indlægget handler om at eleverne på Fredericiaskolen valgte tale frem for at bruge tegnsprog til stykket Jeppe på Bjerget i skolens årlige komedie. Ja, de valgte at tale. Og så var der bestilt to tegnsprogstolke fra Center for Døve til at tolke for det øvrige publikum.

 Det gjorde et stort indtryk på mig, at eleverne havde valgt at tale dansk frem for at tale tegnsprog. Jeg er sikker på, at de har øvet sig meget på at få deres replikker til at lyde så godt som muligt, og de var virkelig dygtige. De kunne i stedet for have valgt at tale tegnsprog. Det ville nok have været lettere for flere af dem.

Det er disse tanker, Svend Erik umiddelbart fik. Han fortæller, at skolen har arbejdet meget med identitet. Citeret her:

Skolefestens meget talende teater kan ses som et udtryk for den brydningstid, som døve og svært hørehæmmede gennemlever i disse år. Er man hørende eller døv? Kan man skabe sig en solid identitet, hvis man er noget mellem hørende og døv?

 Det er en meget interessant diskussion, synes jeg. Er det et udtryk for tidens tendens? Har denne identitetsforvirring ikke altid eksisteret hos nogle døve? Er forvirringen blevet mere fremherskende i vore dage?

Jeg læste så en kommentar til indlægget fra en af skolens elever, der går i 8. klasse, så vidt jeg kan læse mig frem til på skolens hjemmeside. Hun skriver:

“Jeppe på bjerget” var utrolig flot lavet. Men der er nogle ting som jeg blev skuffet over. De talte… Vi går på en Fredericiaskolen som er for døve, så hvorfor talte de? Vi er mange døve her i skolen. Og talte de, for at vise deres forældre, at de kan tale, bla. Håber at det skal ændre sig.

Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i hendes sidste sætning: Og talte de for at vise deres forældre, at de kan tale? Jeg er ikke i tvivl om at disse elever mere eller mindre frivilligt har valgt at tale frem for at bruge tegnsprog. Jeg tror helt sikkert hun har ret i den pointe med, at det har meget med forældrenes anerkendelse at gøre.

Sådan et eksempel viser tydeligt hvor usikre og forvirrede døve unge er. Skal de tilfredsstille deres hørende familier, eller skal de vælge det naturlige tegnsprog, som tilgodeser dem selv og især deres døve kammerater?

Noget, der især forarger mig er, at det rent faktisk er lykkedes de hørende omgivelser at indpode så meget usikkerhed hos de unge døve. Her mener jeg ikke skolen som sådan, men sådan i det hele taget hørendes forventninger til dem. Er det at tale et succeskriterie? Er man et mere helt menneske, fordi man taler?