Juni nummeret er mit første nummer som redaktør, og det har været lidt af en mundfuld at sammensætte bladet. Temaet hedder nemlig døveskolerne og fremtiden. Og det er tunge sager. Man kan næsten ikke tale om fremtidens døveundervisning uden at blive sovset fuldstændig ind i CI debatten.
Det værste ved at skrive tema-nummeret for mit vedkommende var næsten, at det var så svært at være hundrede procent ærlig og samtidig journalistisk objektiv. Og det var svært at skrive i forhold til hvad folk rent faktisk sagde og hvad folk ville have på tryk. Eller ikke ville have på tryk. Kommentaren ”Du må ikke skrive det”, tror jeg, at jeg hørte sådan cirka hundrede gange. Og så var der alt det stof jeg ikke fik med på tryk. Som journalist sorterer man rigtig meget fra.
Mine tanker omkring juni-nummeret var, at vi ser en stadig stigende grad af ”hørende-styring” på døve-området. Og nu er der nogle helt nye faggrupper, der har taget over og dikteret hvad der er bedst for døve børn. Det ser ud til at tendensen peger mod at man mener døve børn ikke længere er døve.
Audiologisk afdeling på Gentofte Sygehus ønskede slet ikke at deltage i min artikel. Hende jeg talte med, nævnte i sin mail, at hun anså børn med CI som hørende, og at hun dermed heller ikke havde noget at sige til Døvebladet.
Nogle gange kunne jeg godt ønske, at disse neo-oralister gik mere ind for dialog. Gad egentlig vide, hvordan det bliver, når disse børn med CI bliver så gamle, at de får noget at kunne have sagt selv? Hvad vil de så egentlig sige til at det er alle andre end netop dem selv, der har dikteret hvad de skal gøre med deres liv? At der er andre, der står frem i offentligheden på deres vegne?
Heldigvis mødte jeg også mange mennesker med holdninger, jeg som døv meget bedre kan forholde mig til. Holdninger som at døve børn stadig skal ses som døve. Nogle gik ind for tegnsprog, andre tegnstøttet kommunikation. Det var dejligt at læse i en mail at dem fra Bonaventura holder fanen højt. Bonaventuras storhedstid går en række år tilbage - men det virkede på dem som om at skuden nok skal vende. Når der går nogen tid, opdager flere nok, at tegnsprog ikke bare kan frasorteres. Det var stemningen hos dem. Sådan en gang optimisme er rar at opleve. For hvis vi ikke kan se lyset for enden af tunnellen, bliver fremtiden rigtig mørk.
Juni nummeret er så nu blevet afleveret til grafikeren. Og således kan tavlen viskes ren og jeg kan gå i gang med at forberede det næste nummer. Og jeg lover – det bliver et nummer, der spræller af livsglæde!