Castberggaard er grobund for en række gode debatter, og der er ingen tvivl om at døve har en ufortyndet lyst til at drøfte det at være døv i dag. Ved afslutningen i dag var der en ganske interessant og tankevækkende debat:
Døve er blevet satte. Der er ingen gnist eller kulturel stolthed. Døve er handlingslammede. Skal vi ikke aflyse julefrokosten i aften og sætte ind på at skabe gang at protestere og revolutionere vores forhold, som bliver mere og mere miserable ud i fremtiden?
En gruppe unge står frem. Vi døve har det ganske godt. Vi er glade og tilfredse. Vi får flere uddannelser end nogensinde før og teknologien i form af mobiltelefoner og internettet har virkelig revolutioneret vores hverdag. Vi er også blevet bedre til at komme i kontakt med hørende.
Debatten bølger frem og tilbage. Det lader til at flere ikke rigtig er interesserede i at aflyse en julefrokost for den gode sag. Den anden gruppe udtrykker deres frustration over denne tilsyneladende ligegyldighed:
Pas på når vi siger vi har det godt. Basisinstitutionerne for døve lukker og hele infrastrukturen er ved at æde os op indefra. Har vi det virkelig bedre end dengang?
Hvad med at være optimistiske? Vi har haft sejre og dem snakker vi meget kort om og fokuserer igen på det negative der er. Hvad med at se på det gode for en stund.
Det vi har vundet er stadig ikke på døves egne præmisser. Hvorfor er det hørende tegnsprogstolke, der tolker digital tv? Døve har simpelthen fået nok af at se på dårligt tegnsprog på tv.
Stop en halv. Det er forkert at skyde skylden på flertallet af døve og sige at vi er dovne. Jeg synes det er rigtigt den sag I fremhæver. Men I skal også huske på at døve har et liv som alle andre mennesker, en uddannelse at gennemføre, et job at passe og det vil de gerne bruge deres tid på. Tiden er en anden.
Er det at døve ikke blander sig ret meget et tegn på at de rent faktisk har det godt? Eller er de ubevidst undertrykte af systemet? Er passiviteten et tegn på at døve har nok med at holde røven lige over vandskorpen? Eller betyder det, at flere døve simpelthen hellere vil spise flæskesteg og sovs frem for at diskutere hvad undertrykkelse er?