SIG DIN MENING!


Arkiv for april 2008

Jeg klapper i hænderne…

onsdag, 30. april 2008

… stor ros til jer der læser bloggen - hvor er det bare super fedt, at I er med til at skabe liv på bloggen ved at kommentere, skrive jeres tanker og oplevelser, det er dejligt at I er med på at debattere med mig og med hinanden, at I linker til bloggen fra Jeres blogs. Der er bare kommet så meget liv på bloggen i løbet af den seneste tid. Jeg ville bare sige tak. Jeg strækker lige armene op og vifter med hænderne.

Nogle tanker efter en teateraften

tirsdag, 29. april 2008

Nu prøver vi med et nyt koncept, der er set på andre blogge, nemlig gæsteblogging.

DDL’s formand Asger Bergmann var i teatret i går aftes, en aften, der inspirerede ham til at sætte sig ved tasterne  - så her er hans gæste-blogindlæg:

Nogle tanker efter en teateraften

Af Asger Bergmann

På Husets Teater viser de i øjeblikket Flammens Muse, som netop har fået en Reumert pris for deres flotte præstation. Den kendte skuespiller Lars Mikkelsen spillede sammen med 2 andre mindre kendte skuespillere. En aften blev forestillingen tegnsprogstolket, og Bo Hårdell skrev i en mail, at det var en fantastisk oplevelse, og at han bestemt ville se forestillingen igen og opfordrede døve til at se den, når den igen blev tegnsprogstolket.

Jeg fulgte Bo’s opfordring og tog derud i aftes. Til min store glæde var der mange døve tilstede. Det er så sjældent, at døve får den slags kulturtilbud, så det er sørme dejligt, når muligheden er der.

Skuespillerne spillede så godt – ingen tvivl om det – men jeg sad og kunne ikke følge med i replikkerne. Jeg kan forestille mig, at det må have været en stor udfordring for tolkene at oversætte både danske og engelske replikker samt musik og sange til dansk tegnsprog. De gjorde sig virkelig stor umage, men jeg havde bare svært ved at forstå. Jo mere jeg kiggede på tolkene jo mere fortvivlet blev jeg. Jeg kunne kun opfange enkelte tegn, men det var ikke nok til at kunne få bare lidt sammenhæng. Jeg anede ikke, hvad skuespillerne snakkede om, så jeg kiggede blot og beundrede deres fysiske præstation. Så kiggede jeg på nogle hørende publikumsgæster. Nogle gange grinede de, men døve lo ikke med. Andre gange grinede døve. Forstod de? Hvad var det, der var så morsomt? Skuespillerne? Replikkerne? Jeg tror på det første. Jeg kiggede over til de blinde og så, at de morede sig indimellem. Får blinde samme indtryk som hørende? Mange tanker for rundt i mit hoved.

Da det hele var slut, sagde flere døve: Flot! Imponerende! Han var god, ham Lars! Lækre mænd! Det er bare utroligt! Jeg tænkte: Er det kun mig, der har svært ved at forstå forestillingen? Hvad gør jeg forkert, når andre døve åbenbart har fået noget ud af det?

Jeg har også set de andre forestillinger med tolke, f. eks. Snedronningen. Det var bestemt et fantastisk stykke, som jeg har nydt, selv om jeg også har kæmpet med at følge med i replikkerne. Jeg har mistet så meget, at mit udbytte er mindre end hvad hørende får.

Er det kun mig, der har det problem? Kan du Bo fortælle mig, hvad jeg gør forkert? Hvordan nyder du forestillingen? Hvad kigger du på? Forbereder du dig noget i forvejen? Eller kan du komme direkte til den type forestilling og få noget ud af det? Kan du forstå tolkene? Hvis du kan aflæse tolkene, hvorfor kan jeg så ikke? Og hvad siger I andre døve?

Dette indlæg er ikke ment som kritik – overhovedet ikke! Jeg håber på en god debat, da jeg har et brændende ønske om at kunne gå i teatret og få lært at kunne følge med og blive beriget med kulturelle indtryk.

Gad vide…

lørdag, 26. april 2008

… om man skal være døv for at se humoren i den her: 

Man skal nok være døv for at (i dag) kunne grine af det audiologiske system, der altid har set på døve som nogle, der med en god gang øvelse og knofedt kan gøre en masse krumspring for at please “det talende samfund”. 

Ja. Det kan mærkes, at vi er på Deafhood kursus. Det er spændende.

DDL’s landsmøde på web-TV

onsdag, 23. april 2008

Til Jer, der var med til DDL’s Landsmøde, måske I bemærkede en ivrigt filmende italiener?

Det var Giuseppe fra Frontrunners.

I forbindelse med hans Frontrunners-projekt har han fået stablet Deaf World News op på benene. Et site, der har nyheder fra hele døveverdenen og som absolut er et besøg værd.

Derfor har jeg også indsat linket i sidebaren under Udland.

Tjek selv nyhederne fra Landsmødet ud her.

deafworldnews.gif

At leve i en osteklokke - ufrivilligt

tirsdag, 22. april 2008

Jeg faldt lige over et indlæg på Elisas blog, og hun er en af de mange døve, der er ramt af bevillingsstoppet i Det Sociale Tolkeprojekt. Og det er slet ikke sjovt. Derfor kan man godt blive lidt harm over, at samfundet kan have så svært ved at forstå, hvad noget så enkelt som adgang til tegnsprogstolk kan gøre for døve. Tjek hendes indlæg ud her.

Maj nummeret

tirsdag, 22. april 2008

I næste uge er det næste nummer af Døvebladet “på gaden”. I kan som et fast element her på bloggen,  i sidebaren, læse hvad det aktuelle nummer af bladet har at byde på - og her er “aperitizeren”:

Tema: Døve i arbejde

Døvebladets tema tager fat på hvordan det kan være, at halvdelen af døve i den erhvervsaktive alder står udenfor arbejdsmarkedet. Døve er ikke dårligere arbejdskraft i forhold til alle andre mennesker. Hvorfor er der alligevel så mange døve ude af arbejdsmarkedet?

Vi har blandt andet talt med 46-årige Jan Holm, der arbejder med fragt i Nordhavnen. Døvebladet vover med dette temanummer et lille skridt ind i junglen og prøver at komme med et par bud på hvad man selv kan gøre.

Ud over månedens tema kan I læse om døve Lenny, der arbejder i en hørende SFO via. tegnsprogstolk. I kan få historien om 7-årige, CI-implanterede Sarah, der går i folkeskole uden brug af hjælpemidler. Endelig løfter vi sløret for hvad den længede ventede Ordbog over Dansk Tegnsprog kan byde på.

Maj-nummeret fås fra den 28. april.

artikel.gif

Tegnsprog! Everything!

tirsdag, 22. april 2008

En af vores faste illustratorer på Døvebladet, Bora, sendte lige en mail med dette billede, af den polske illustrator, Karol Kolodzinski som han gerne ville dele med Døvebladets læsere og bloglæsere, fordi det inspirerede ham. Meget illustrativt for tegnsprog, der bryder fri fra lænkerne og brøler. Som han siger:

Se vedhæftede. Så fantastisk! Tegnsprog! Everything!

tegnsprogtegnsprog.JPG

Bevilingsstop skaber ramaskrig blandt døve

mandag, 21. april 2008

Lidt nyt omkring bevillingsstoppet af det sociale tolkeprojekt. Man kan roligt sige, at stoppet allerede har skabt ramaskrig blandt døve. Og enkelte medier har bragt historier om situationen for døve. Blandt andet Århus Stiftstidende:

»Nu kan vi indtil videre ikke bestille socialtolke på grund af Velfærdsministeriets meddelelse. Det rammer os så hårdt, alle hørehandicappede. Når vi ikke har tolke, kan vi ikke være gode ­borgere i samfundet på grund af kommunikationssvigt,« skriver Kirsten Malmbak i en mail til ­avisen.

Fredericia Tegnsprogsforening har iværksat en underskriftssamling, som skal sendes til Velfærdsministeriet - for at få dem til at trække deres bevilingsstop tilbage. Du kan skrive under her:

Afskaf bevilingsstoppet!

 Jeg er selv i gang med at skrive en artikel til Døvebladets juni-nummer om bevilingsstoppet - hvor jeg lader nogle af de mange døve (mere end 20, fra hele Danmark, der har sendt mail) hver især fortælle om hvordan de er blevet berørt af stoppet.

Den nye bestyrelse

mandag, 21. april 2008

Her på sekretariatet er vi en anelse trætte efter landsmøde i Odense i weekenden. Men vi er glade og tilfredse!

Og nu må jeg hellere løfte sløret for den nye bestyrelse 2008-2011. Jeg tillader mig at copy-paste Claus Jul Larsens kommentar fra forrige post:

Følgende blev valgt ind i Hovedbestyrelsen:

Asger Bergmann (Landsformand)
Herluf Juul Christansen (ny)
Birthe Pedersen
Cathrine Jeppesen (ny)
Klaus Hårdell (ny)
Dorrit Christensen (ny)
Claus Jul Larsen
Henrik Hougård
Ole Vestergaard

hb.gif

Fra venstre: Dorrit Christensen, Herluf Juul Christiansen, Henrik Hougaard, Claus Jul Larsen, Klaus Hårdell, Cathrine Jeppesen, Birthe Pedersen, Ole Vestergaard og Asger Bergmann.

Næstformanden bliver valgt i midten af Hovedbestyrelsen som en konsekvens af vedtægtsændringen. FU (forretningsudvalget, red.) er nedlagt (men kan genopstå, hvis der er behov herfor)

Der har ikke været væsentlige ændringer/tilføjelser i arbejdsprogrammet.

Lilly Krarup blev helt fortjent udnævnt til DDL’s nye æresmedlem.

lily1.gif

Ellers var det et godt landsmøde, hvor alle døveforeningerne deltog og der kom gode indlæg og debat fra delegerede, udvalgsmedlemmer og gæster.

Vi har fået en rigtig flot ordbog over dansk tegnsprog. Det er utrolig godt gennemarbejdet og nu har vi nok en af verdens bedste ordbog over tegnsprog. Der er premiere på ordbogen den 23. maj.

ordbog.gif

Og så vender jeg, Mette, tilbage: Og endelig… så var det altså rigtig dejligt at snakke med flere af Jer - og især, fordi mange af Jer fortalte, at I faktisk fulgte med på bloggen her.

Efter festmiddagen mødte jeg en venlig mand, Ole tror jeg nok han hed, der fortalte, at han skam fulgte flittigt med på bloggen - så det passer ikke, at folk over 60 ikke kan være online. Og ellers bliver Døvebladet jo naturligvis ved med at udkomme i papir-version.

Når jeg får sådan nogle positive tilbagemeldinger, giver det mig jo endnu mere lyst til at blogge om alt det, der kommer mellem Døvebladet. Så gør det heller ikke noget, at mange af Jer lige følger med på sidelinjen uden at kaste jer over kommentarfunktionen.

Nu må vi så bare lige håbe, at den nye bestyrelse er friske på at blogge - så der måske kan komme nogle spændende døvepolitiske debatter.

Liveblogging fra landsmødet

lørdag, 19. april 2008

foto-100.jpg

Der er DDL landsmøde i Odense her disse dage.

Lige nu taler Ole fra Tilgængelighedsudvalget om udvalgets arbejde for at ligestille døve med andre i samfundet. De har mange visioner og tanker, som de deler med os - ca. 100 fremmødte. Der er i gennemsnit to styk fra hvert døveforening rundt omkring i Danmark. Og en række nysgerrige, der er kommet for en “lytter”.

Vi har lige fået vedtaget en række ændringer i vedtægterne. Som noget helt nyt er der blevet vedtaget, at hørende gerne må sidde i bestyrelsen, dog med to forudsætninger: At landsformanden altid skal være døv, og at der skal være et flertal af døve. Dvs. at der kan være op til 4 hørende i DDL’s bestyrelse, men så ikke flere.

Faktisk sad jeg og tænkte, at DDL er et af de bedste eksempler på repræsentantivitet (at stave!) - fordi vi altid er meget bevidste om, at det er os, det hele handler om. Vi er gode til parolen “Intet om os uden os!”. I forhold til andre handicapgrupper, hvor man ofte ser, at “normale” taler deres sag - og måske sågar fungerer som formænd for deres organisationer.

Blot et par strøtanker. Landsmødet fortsætter ufortrødent, og mon ikke der kommer et indlæg eller to til i løbet af weekenden?

foto-101.jpg



Danske Døves Landsforbund
Snaregade 12, 1. sal
1205 København K
Telefon: 35 24 09 10
Teksttelefon: 35 24 09 15
Fax: 35 24 09 20
E-mail: ddl@deaf.dk
SIG DIN MENING! er stolt af at køre WordPress
Indlæg (RSS) og Kommentarer (RSS).