Her på DDL kommer der jævnligt henvendelser fra døve, der fortæller historier. I dag var det vores praktikant, der havde en ubehagelig oplevelse. Her er hendes historie:
Nezahat Taskin kommer på skadestuen ved Glostrup Sygehus. Hendes 5-årige datter er faldet på legepladsen og har slået næsen med en masse blod til følge.
Ved receptionen spørger hun, om de kan få indkaldt en tegnsprogstolk. Attituden er afvisende.
- Vi finder ud af det, slår receptionisten det hen. Nezahat og pigerne bliver sat til at vente. Hun ved ikke, hvad der sker. Nogle gange er hun oppe og spørge, hvornår det bliver deres tur til at komme ind til lægen.
Der går 4 ½ time. De bliver endelig indkaldt til lægen, og igen spørger Nezahat, om tolken er kommet. Men der er tilsyneladende aldrig blevet bestilt en. Nezahat havde i forvejen regnet det ud.
Lægen og Nezahat prøver at kommunikere via papir og blyant. Lægen skriver til hende i korte sætninger. Det er ikke de store forklaringer, hun får. Nezahat opdager, at lægen bag hendes ryg siger noget til hendes ældste datter på 11 år. Den 11-årige svarer prompte:
-Jeg er ikke tolk. Opholdet på skadestuen ender med at Nezahats 5-årige datter bliver behandlet og kommer hjem. Næsen var heldigvis ikke brækket.
Men de ubehagelige oplevelser har sat sig fast i Nezahat Taskins bevidsthed. Og hun er ikke den eneste. Hun ved at mange døve har haft lignende ubehagelige oplevelser på samme sygehus.
Om episoden fortæller hun:
- Jeg har sovet skidt hele natten fordi jeg igen og igen har gennemgået episoden oppe i hovedet. Hvad nu, hvis jeg ikke havde været der? Havde det været det min eks-mand, der fulgte vores datter til skadestuen, så kunne han ikke læse dansk. Hvad havde de så tænkt sig at gøre? Og hvad med alle de døve, der ikke lige kan klare sig uden tolk?
- Jeg kan ikke bare lige glemme episoden. Jeg kunne ikke få tolk, og den attitude jeg mødte, var arrogant. Det fik mig til at føle, at man ikke så mig som et værdigt menneske. De prøvede at få min lille datter til at tolke. Personalet blev ved med at tale og tale – hen over hovedet på mig. Det var så ubehageligt.
Er der nogen, der læser med på bloggen, der har haft lignende oplevelser? I så fald vil Nezahat og vi gerne høre om dem. Nezahat kan kontaktes på: nt@deaf.dk
Historien kunne godt rejse nogle tvivl:
Hvornår har døve RET til tolk?
Hvad er hospitalerne forpligtede til i akutte situationer?
Hvor findes der en akut tolke-linje?
Hvad ved døve om deres rettigheder?
Måske det er et emne, vi skal have sat mere fokus på - hvad mener I?
